DIY: Vendbar quiltet vest

Det er endelig blevet varmere og tid til lettere overtøj, og der er veste bare helt perfekte. Så jeg fik lyst til at sy en, men kunne ikke vælge kun én farve - derfor er det SÅ smart at den er vendbar!

Materialebrug:

Find alle bomuldspoplin farver her.

  • 1 m pladevat
  • Pink og grøn sytråd
  • Målebånd eller lineal
  • Skrædderkridt

Man kan quilte i mange forskellige stoffer, så jeg valgte mest stoffet ud fra farven. Dog har jeg selvfølgelig også tænkt over hvilket materiale det er, da fastvævet stof er lettere at quilte end strækstof. Bomuldspoplin bliver oftest brugt til skjorter, men jeg synes også det er godt at quilte i.

Om Mathilde Johannessen

Jeg hedder Mathilda og jeg er 22 år. Jeg har været glad for at sy i mange år og det startede med, at jeg som 14-årig begyndte, at klippe i mit tøj, fordi jeg så nogle på youtube gøre det. Det gav min mor en del grå hår, og jeg fik lov at låne hendes symaskine, så jeg kunne øve mig. Min tøjstil har de seneste år givet mig en identitet, fordi jeg, ligesom så mange andre, ikke helt ved hvem jeg er og hvordan jeg passer ind i verden. Derfor har det rigtig stor værdi for mig at sy. Lige nu syr jeg på hobbybasis, men er ikke lukket for at det kunne blive mere - Jeg følger bare med hvor end det tager mig hen! Du kan følge med på instagram her: @mathildas_krearum

Sådan laver du din quiltet vest

Jeg bruger ikke noget mønster til denne vest, så jeg starter med at måle mig selv rundt om brystet, og så fra skulder og ned til den længde jeg vil have vesten. Jeg starter med bare, at klippe stoffet i firkanter der passer mine mål, og så kan jeg senere klippe den rigtige form af vesten ud fra dem. Her er regnestykkerne til hvordan jeg har målt firkanterne.

Vestens ryg: halveret brystmål + 6cm x længdemål + 2cm Klip en firkant i hver farve.

Vestens forside: 2x (¼ brystmål + 10cm x længdemål + 2cm) Klip to firkanter i hver farve, altså fire firkanter i alt.

Pyha! Det er vist rigeligt matematik for i dag.

Klip hul til arme og lav halsudskæring

Nu klipper jeg hullerne til armene på alle forside stykkerne, hvorefter jeg syr et lille indsnit i armhullet, som er illustreret nedenfor.

Efter det kan jeg klippe armhuller på rygstykkerne, ud fra dem vi lige har klippet på forsiderne. Jeg klipper også bunden af vesten til, for at give den et rundskåret snit og halsudskæringen laver jeg V-formet - Det meste klipper jeg bare efter øjemål, men man kan altid klippe efter et stykke tøj man allerede har.

Pladevattet har næsten samme mål, dog skal det være klippet 1-2 cm kortere end det farvede stof på alle sider, så jeg senere kan folde poplin stoffet ind over vattet. Nu skal stykkerne stryges, og derefter syes sammen i siden og skuldrene. Se markeringen på billedet.

Husk at prøve vesten

Det er en rigtig god idé, at prøve vesten på undervejs, så man hele tiden sikre sig at den sidder som den skal - Især når man ikke syr efter mønster. Jeg endte selv med at klippe armhullerne større, og klippede den kortere i bunden.

Derefter skal alle lagene lægges sammen og så skal alle ender sømmes sammen - Her er det vigtigt at man har sin undertråd i den ene farve, og overtråden i den anden farve. Det ses på billederne nedenfor, at jeg folder det ene farvede stof ind over vattet, og folder kanten på det andet farvede stof ovenpå.

Tid til at quilte stoffet

Nu er det tid til at quilte! Jeg sad og tænkte længe på hvornår det var bedst at begynde på det, da det jo er en vendbar vest, og der teknisk set ikke er nogen vrang, så jeg tænkte at det var bedst når det hele var syet sammen.

Jeg har valgt at lave quilt mønsteret diamantternet, så jeg måler op med lineal hvilken afstand linjerne skal være, og tegner med skrædderkridt hvor jeg skal sy.

Det her er helt sikkert den mest tidskrævende del af projektet, fordi det er gjort på en normal symaskine, i stedet for en maskine specielt til quiltning. Det skal også lige siges at jeg ikke bruger nogen speciel fod på min symaskine, det er bare en helt almindelig en. På denne her måde, bliver det nok heller ikke helt lige og der er garanteret en bedre måde at gøre det på, men jeg kan ret godt lide det skæve look.

Sy lommer

Så er det tid til lommer! Jeg laver dem bare lige store nok til at have en mobil telefon i eller andre småting, da jeg ikke har lavet vesten så lang. Jeg syr en lille “sovepose”, så jeg kan putte et stykke vat ind i, og lukker den sammen med nåle. Så måler jeg på vesten hvor lommen skal sidde, så jeg kan line op hvor jeg skal quilte på lommen, så det matcher med quilt linjerne på vesten. Det gør jeg ved hjælp af lineal og skrædderkridt.

Jeg nåler lommerne fast på begge sider af vesten, altså den grønne på den grønne side, og den pink lomme på den pink side, sådan så de bliver syet sammen på samme tid. Det bliver lidt det samme som da vi quiltede, med undertråd og overtråd i hver sin farve, bare flere lag. Det er en temmelig svær opgave at udføre, fordi man skal justere lommerne så de bliver syet på det helt samme sted, så der er chance for lidt optrævlings arbejde.

Sy bindebånd

Det sidste der skal syes, er bindebånd, så vesten kan lukkes. Jeg syr fire bindebånd i hver farve, som jeg, på samme måde som lommerne, nåler fast på hver side af vesten, og derefter syes de fast - Det var ret svært at sy stropperne pænt på, så man skal virkelig prøve at nåle dem fast så præcist som muligt.

Og når det er gjort, er den sådan set færdig! Jeg håber virkelig det hele gav mening, for jeg syntes at det var ret svært, at forklare så præcist som muligt, hvordan jeg gjorde. 

Nogle ideer til outfit

Her er lidt forskellige måder man kan style den på :)

Læs også disse blogindlæg:


Leave a comment