Quilt Stof Kategori
Om quilt
Hvad er quilt?
Ordet ”quilt” menes at have rødder i det latinske ord ”culcita”, som betyder ”madras” eller ”dyne”. En quilt, eller quiltet stof, refererer oftest til et materiale i tre lag: et yderlag, et inderlag, og et lag af foer i midten. Desuden er stoffet quiltet – det vil sige syet sammen ikke kun i kanterne, men i mønstre som dækker hele stoffets overflade og holder de forskellige lag sammen. Yder- og inderlaget er oftest i bomuld, polyester, nylon eller blandinger af disse. De er tætvævede for at forbedre isolationsevnen, og for at sikre at fyldet (ofte enten dun eller vat) forbliver på indersiden. Quilt er ideelt til efterår og vinter, både til overtøj og anden beklædning, og det gør sig godt til sengetæpper, puder, tasker m.m.
Hvor kommer quiltet stof fra?
"Quilt" refererer til et vatteret stof, som er produceret ved quiltning. Quiltning er som nævnt i forrige afsnit en syteknik hvor der syes et netværk af sømme der inddeler stoffet i mindre paneler. Det er herfra quiltet stof har sin karakteristiske reliefeffekt, men det er ikke kun for udseendets skyld at quilt er et attraktivt materiale. De mange sømme forstærker materialet og hjælper med at holde foret på plads.
Mange er bekendt med denne teknik som bruges til f.eks. patchwork. Den primære forskel er, at det yderste lag i patchwork er syet sammen af mange mindre stykker – ofte stofrester – enten for at spare, for at skabe en dekorativ effekt, eller begge dele. Gennem verdenshistorien har forskellige befolkningsgrupper syet quilte for at beskytte sig selv mod vejr og vind, for at gøre deres sengetæpper og varme tøj mere slidstærkt, eller som polstring til møbler m.m. I dag produceres quilt på industrielt niveau og kan købes som færdig metervare, og det har aldrig været nemmere at sy dit eget quiltede sengetæppe, pudebetræk eller jakke.
Quilts egenskaber:
Quilt er kendt for sin høje isolationsevne. Den vatterede trelags-struktur og yderlagenes tætte vævning gør stoffet resistent over for vind og hjælper med at holde på varmen. Som nævnt har de ekstra sømme en forstærkende effekt, og quiltet stof er derfor et robust materiale. Strukturen gør desuden at stoffet lettere holder på formen og kun krymper meget lidt eller slet ikke i vask. Quilt stof findes i forskellige tykkelser og kan med fordel bruges som polstring såvel som beklædning. Oven i alle de praktiske egenskaber, har quilte også en flot reliefeffekt og selv de tyndere kvaliteter er dejligt bløde i kraft af det forede indre.
Anvendelse af quiltet stof
Quilt kan med fordel bruges til varmt tøj til både børn og voksne, som f.eks. jakker eller veste men også kjoler, nederdele, sweatshirts m.m. Det gør sig godt som foer, der både isolerer og føles behageligt. Vores quiltede jerseystof er et godt valg, hvis du gerne vil have noget der er blødt, let at bevæge sig i og som stadig er varmt. Hvis du synes, at garn og andet strik virker irriterende for huden, er quilt et godt alternativ til at holde varmen uden at det kradser. Derudover er quilte også en fantastisk tilføjelse til boligen. Materialet bruges til tæpper, pudebetræk, møbelcovers og meget mere. Det gør sig godt som babytæpper, eller som blødt underlag til når den lille skal have lov at kravle rundt. Quiltet stof bruges også til tilbehør: tasker, toilettasker, og bløde cases til elektronik kan alle drage fordel af quilt stoffets holdbarhed samt dets evne til at beskytte mod slag og stød. Det er også et populært stof til f.eks. hestedækkener.
Vasketips til quilt
Hvis du er i tvivl om hvordan et materiale skal plejes, bør du altid følge de specifikke anvisninger der følger med stoffet. Hos G&M har alle metervarer vaskeanvisninger oplyst på den specifikke produktside. Her er dog nogle generelle retningslinjer: Selv om det fås i forskellige materialer, har rigtig meget quiltet stof syntetisk foer. Det anbefales derfor at det vaskes på lav temperatur - gerne 30°C. Det anbefales ikke at tørre stoffet i tørretumbleren. Ligeledes anbefales det ikke at stryge stoffet, men det er i langt de fleste tilfælde heller ikke nødvendigt.
Før du begynder at sy
Selvom quilt ikke har tendens til at krympe, anbefales det altid at vaske dine metervarer før du begynder at sy. Quiltet stof er i realiteten tre lag stof, og kan derfor være vanskeligt at sy. Det anbefales at undersøge om der kan være brug for en kraftigere nål. Derudover er det vigtigt at planlægge omhyggeligt før der klippes og syes i stoffet. Hvis det quiltede mønster ikke matcher i overgangen mellem sømme kan det give et rodet, usammenhængende indtryk. Det anbefales at vælge et ukompliceret symønster med så få nødvendige sømme som muligt.