Om ubleget stof
Ubleget stof er steget i popularitet i takt med at vi bliver mere miljøbevidste. Et materiale, der bevarer sin naturlige farve og tekstur, har flere fordele sammenlignet med sine kemisk behandlede modstykker. Udover at være mere skånsomt for miljøet, er produktet også alsidigt og hårdført.
Hvad betyder det, at stof er ubleget?
Ubleget stof er - som navnet antyder - stof hvis produktion ikke involverer blegemiddel. Det er oftest lavet af naturfibre som bomuld, hør, uld etc der fra naturens side har en råhvid, beige eller lysebrun farve. Fordi der er tale om naturlige råvarer, vil der være naturlig variation i farvenuance og tekstur. Denne naturlige variation kan være charmerende i sig selv, men er upraktisk når materialet skal farves på industrielt niveau. Derfor bliver det meste som regel bleget før indfarvning for at give et ensrettet resultat og en blødere hånd. Blegning er typisk en proces der involverer brugen af stærke kemikalier og store mængder af vand. Når stof forbliver ubleget spares der derfor på naturlige resurser og brugen af forurenende blegemidler.
Fordelene ved ubleget stof
Der er også fordele som følger stoffet efter produktion. Udeladelsen af blegemiddel og andre kemikalier (f.eks. i forbindelse med farvning) betyder selvfølgelig at der ikke forbliver rester af disse kemikalier i det færdige stof. Det gør stoffet mere velegnet til folk med følsom hud eller allergier, samt til småbørn. Ubleget stof er typisk mere skånsomt mod huden, og har også en god åndbarhed og absorberingsevne. Det har et mere rustikt, naturligt udseende og kan bruges som det er eller til projekter hvor du gerne selv vil stå for farveprocessen - f.eks. batik, tie-dye eller farvetryk.
Anvendelse af ubleget stof
Ubleget stof findes i mange forskellige kvaliteter, fra let, løst vævet ostelærred til kraftig canvas. Det betyder også at der er mange forskellige anvendelsesmuligheder. Det kan bruges til beklædning, til sengetøj, håndklæder og gardiner. Tungere kvaliteter kan med fordel bruges til f.eks. tasker, indkøbsposer og meget mere. Letter kvaliteter kan bruges til indpakning, babytøj, eller som baggrund til broderi, farvetryk, batik og andre kreative projekter. Lige meget hvad er ubleget stof et godt valg hvis du gerne vil skåne miljøet - fra start til slut. Materialerne er nemlig i kraft af deres naturlige oprindelse selvfølgelig også bionedbrydelige.