GINGHAM STOF

    Filtrér
      18 produkter

      Om gingham

      Hvad er gingham?

      Det vi i dag kender som gingham er et ternet, lærredsvævet stof i en kombination af farvet og ufarvet (dvs. hvidt) garn. Det er ofte let eller middel vægt, og bestående af bomuld eller bomuldsblandinger. Det menes at ordet "gingham" kommer fra "genggang", som er Malaj og betyder "adskilt". Dette refererer til den originale variant af stoffet, der var stribet i stedet for ternet. Stoffet kom til Europa gennem Hollandske handelsmænd, og kom på engelsk til at ligge tættere på den hollandske udtale. Med tiden begyndte europæiske tekstilproducenter at eksperimentere med at væve deres egne varianter af gingham, og efterhånden blev ordet tættere knyttet til det ternede mønster der stadig er populært i dag.

      Hvordan fremstilles gingham?

      Gingham består altid af to garnsystemer; et ufarvet (eller hvidt), og et farvet. Det er et kvadratisk lærredsvævet stof, dvs. vævet med samme tykkelse af garn og med samme afstand mellem tråde både lodret og vandret. Der skiftes både i kæde og skud mellem farvet og hvidt garn så der dannes striber med samme bredde. Disse striber krydser så hinanden i rette vinkler og det er overlappet mellem dem der danner de kvadratiske tern. Gingham findes i varianter med alt fra store til meget små tern, men de er altid retvinklede og kvadratiske.

      Ginghams egenskaber

      Som nævnt i forrige afsnit er gingham et lærredsvævet stof med samme tæthed af tråde både på langs og på tværs. Dette giver et relativt stabilt materiale der ikke strækker sig og ikke bliver skævvredet f.eks. i vask. Det har et sprødt men stadig behageligt fald. Oftest er garnet allerede farvet før vævestadiet, og derfor har det ikke samme tendens til at falme som stof hvor mønsteret er printet på senere i produktionen.

      Anvendelse af gingham

      Gingham er udbredt som materiale til beklædning. Det bruges både til bluser, skjorter, nederdele, kjoler og tilbehør som tørklæder, forklæder, hårpynt m.m. Det er et let stof som har et friskt, sommerligt look der kan bruges både i afslappede og semi-formelle sammenhænge. Gingham er netop også populært til sommertøj på grund af dets lette, luftige og tidløse udtryk.

      Udover beklædning bruges gingham også til alverdens interiør-formål. Det kan bruges til boddug, gardiner, servietter og meget andet. Ligemeget hvilken form det tager vil gingham tilføje et strejf af rustik vintage charme.

      Vasketips til gingham

      Hos G&M har hvert enkelt materiale vaskeanvisninger angivet sammen med andre informationer på produktsiden. Hvis du er i tvivl om hvordan et materiale skal plejes, bør du altid følge disse specifikke anvisninger. Her er dog nogle generelle retningslinjer:

      Gingham kommer i mange forskellige kombinationer af fibre, og det er derfor vigtigt at være opmærksom på kompositionen af netop det materiale du står med i hånden. Meget gingham er bomuld og kan vaskes i maskine på op til 60°C. Blandinger som indeholder polyester eller andre syntetiske fibre bør vaskes på lavere temperaturer, gerne 30°C. Undgå vaskemiddel med blegende effekt, da det kan få stoffet til at falme.

      Gingham-kvaliteter i bomuld kan tørretumbles, men har tendens til at krølle. Referer til stoffets vaskeanvisninger for at se hvor høj temperatur tørretumbleren bør indstilles til. Hvis der er tvivl, er det bedre at bruge lav temperatur. Vær ekstra opmærksom på at syntetiske fibre kan smelte på højere temperaturer.

      Med strygning varierer anbefalingen igen efter fiberindholdet. Bomuld kan som regel stryges på lav og middel varme, mens syntetiske materialer enten skal stryges på lav temperatur eller slet ikke. Har du behov for at stryge et materiale der delvist består af syntetiske fibre, så lav en test på laveste indstilling på et sted hvor det ikke umiddelbart vil blive set, eller prøv at lægge et viskestykke mellem stoffet og strygejernet.

      Før du begynder at sy

      Især med naturfibre anbefales det at forvaske materialet, da det kan krympe en smule ved første vask og derfor ødelægge pasform e.l. Derudover er det en god ide at planlægge omhyggeligt når du arbejder med et mønstret materiale som gingham. Før du klipper i stoffet, så se efter at mønsteret kommer til at matche langs sømmene når det syes sammen - det giver et mere professionelt og sammenhængende resultat.